Jeg vil lige slå et slag for den nye opdatering til iPhone.
Alene ændringerne/forbedringerne i mail er en download værd. Hvis du har haft en samtale over mail, evt. med flere deltagere, samles alle beskederne nu i en tråd, der kan foldes ud. Dine indbakker, på alle dine mailkonti, kan også samles i et og samme overblik. Virkelig godt tænkt. Så misser man ikke en mail i løbet af dagen mere, da der kun skal tjekkes et sted.
Geo-tagging af billeder er også en lækker feature, der nu er blevet udviddet. Klik og zoom på kortet, og se hvor du har taget dine billeder. En sjov og nem måde at sortere på.
Kameraet og video har fået en overhaling. Du kan nu skifte fokus mens du optager video og så kan 5x digital zoom på still billeder også være praktisk i ny og næ. Kameraet er dog stadig bedst i lyse omgivelser.
Du kan nemt oprette mapper til dine apps – træk dem blot oven på hinanden. På den måde har jeg hurtigt sorteret alle de apps der har med musik og streaming at gøre. Det giver hurtigt et større overblik.
Multitasking er en sandhed med modifikationer. Apples egne apps understøtter, som de jo hele tiden har gjort. Nu venter jeg så blot på at de andre udviklere laver opdaterede udgaver, der også understøtter multitasking. Det bliver dog ikke ægte multitasking, som jeg har forstået det. Men det skulle blive muligt at høre eksempelvis netradio, mens man bruger Facebook.
En virkelig smart og nyttig funktion, er dobbeltklik på “home”. Så viser iPhone de 4 senest brugte apps – og du kan slide frem og tilbage og skifte mellem aktive apps. På den måde burde det være muligt at spare tid på splash screens.
Kom endelig med tips til nye funktioner du selv har opdaget.
Normalt er jeg en af de sidste personer, der bliver hevet ind i processen, når der skal laves tv-reklamer. Før mig, er der alt det hårde arbejde med kamerafolk, redigeringstimer og uendelige møder med caffé latte og reklamefolk. Men denne gang er jeg med, FØR der skal speakes en voice over.
Det er optagelsen, af tv-reklamen for NOVAmorgen, jeg skriver om. Hvordan pokker giver man, på 30 sekunder, et indtryk af hvordan vores lille baby (NOVAmorgen) er at være sammen med. Alle der lytter med ved det jo godt. Det er alle der ikke lytter, vi skal forsøge at overbevise om den gode stemning.
Der er blevet sunget, pjattet, pjattet lidt mere og diskuteret om det var rigtigt, ægte og forståeligt. Der er blevet filmet NOVAmorgen-lyttere i forskellige morgensituationer og klippet og redigeret.
Jeg synes resultatet er blevet rigtig godt. Og du kan se reklamen i bedre kvalitet, en masse gange i den kommende tid, på TV2 og Kanal 4 og 5.
Jeg håber du kan lide den, selvom det ikke er mig der, hvilket jeg ellers plejer på de tv-reklamer jeg medvirker på, får det sidste ord.
Efter nogle måneders tilløb er den første NOVAmorgen podcast endelig kommet online. Der vil ugentligt komme en ny udgave, med uddrag og højdepunkter fra den seneste uges udsendelser på NOVAfm.
Den første podcast indeholder interview med Medina og skuespilleren Paw Henriksen. Lille Dennis, Tæv Thomas og en diskussion om, hvorvidt det er forkert for en 4 årig, at have diktatoruniform på i børnehave og mange andre vigtige ting :-)
Jeg vil bestræbe mig på at holde tiden på omkring 30 minutter pr. podcast.
I morgen skal vi optage ny NOVAmorgen reklamefilm. Jeg tror den bliver god, selvom jeg hader at blive filmet. Faldt lige over de gamle film på Youtube.
Den her skød vi i Nordsjælland på den bedste og varmeste sommerdag i 2009.
Når man får noget nyt legetøj, så skal det jo prøves af. Det samme gælder for mit lille hjem her på nettet, der blev opdateret med WordPress forleden dag.
Pludselig kan jeg alle mulige ting og sager, som min gamle hjemmeside kun turde drømme om. Så det er jo klart, at serveren ikke helt kan følge med, når det ene program efter det andet bliver installeret.
Nu er jeg kommet ned på jorden igen. Det er trods alt vigtigere at du kan komme i kontakt med mig, end at der er kulørte lamper på alle siderne :-)
Jeg håber du har haft en god påske og er klar til nye udfordringer. Jeg er spændt på lyttertallene for NOVAfm, der kommer i morgen. Og så glæder jeg mig også til at kunne præsentere noget nyt spændende der snart bliver lanceret med min stemme på.